Da Kerteminde og Kolding søndag skulle afgøre oprykningen i dagens møde på Kertemindes smukke cricketstadion, satte hjemmeholdet sig på kampen fra første bold. Åbningskasterne Taha Kamran og især Niveathan Pirabatharan gjorde livet surt for Koldings gærdespillere og gærderne faldt jævnt uden scoring. Således var der 7 Koldinggærdespillere ude for bare 15 point, inden Steffan Langholtz som den eneste formåede at yde lidt modstand med 26 point not out, mens ingen af de øvrige Koldingspillere formåede at score over 4 point. Ekstra bidrog med 12 point ud af Koldings score på 50 point på 23 over. Niveathan Pirabatharan kastede som en drøm og blev bedste kaster med 4 gærder for bare 10 point mens Taha Kamran tog 2 gærder for 8 point. Saad Naeem med 2 gærder for 1 point og Ali Anwar med 1 gærde for 8 point gjorde arbejdet færdigt.
Herefter var det Kertemindes tur ved gærdet og her var spændingen ret hurtig væk trods et par unædvendige gærdefald. Anfører Andreas Rasmussen blev topscorer ned 21 point mens Khurum Butt scorede 14 point not out. Martin Vitten scorede 7 point mens Niveathan Pirabatharan scorede 1 point not out mens de sidste 8 point var ekstra. Duncan Soine mistede som den eneste Kertemindespiller sit gærde uden at score. Med 51 point for tabet af 3 gærder vinder Kerteminde kampen med 7 stående gærder og går dermed ubesejret igennem turneringen og er dermed suveræn oprykker til 3. division foran dagens modstander Kolding.