Kerteminde Cricketklub kvalificerede sig i weekenden til finalestævnet om det jysk/fynske indendørs cricketmesterskab for senior. Det skete søndag, hvor et afbudsramt Kertemindehold spillede en dobbeltturnering mod Husum og Bov om to pladser ved finalestævnet.
Kerteminde startede flot med at besejre Husum. Kerteminde var først ved gærdet og lavede 96 point. Andreas Rasmussen med 25 point og Niveathan Pirabatharan med 20 point var de mest scorende. Herefter leverede Kertemindeholdet flot markspil og tog Husum for 81 point.
Kerteminde kunne imidlertid ikke leve op til den flotte start i de næste to kampe. I den første kamp mod Bov scorede fynboerne kun 53 point efter at flere gærdespillere var blevet løbet ud. Bov scorede nemt de vindende 54 point. I den anden kamp mod Husum var Husum først ved gærdet og scorede 125 point. Da Kerteminde kun kunne svare igen med 53 point, så var der lagt op til en gyser mod Bov i stævnets sidste kamp. Da Bov havde tabt begge deres kampe mod Husum, så stod det klart at Husum var videre mens den anden finaledeltager ville blive vinderen af Kerteminde-Bov.
Bov startede med at score 93 point for alle gærder. Kerteminde svarede igen med at score 94 point for tabet af 3 gærder. Andreas Rasmussen med 20 point not out og Niveathan Pirabatharan med 18 point var igen de mest scorende. De fik imidlertid god hjælp af Bov, idet der var hele 38 point i ekstra.
Med sejren var Kerteminde videre til finalestævnet sammen med Husum. Ved finalestævnet, som spilles i Koldinghallerne søndag den 25. marts, skal der spilles mod Herning og Kolding om det jysk/fynske indendørs seniormesterskab. (BEN)