Efter sidste weekends succesfulde kvalifikation til de jysk/fynske mesterskaber, så kom cricketspillerne fra Kerteminde ned på jorden igen, da finalestævnet blev afviklet søndag i Kolding. Kertemindespillerne var kommet i skrapt selskab og trods god fight, så tabte holdet deres tre kampe og endte dermed på en ærefuld fjerdeplads med 0 point i det skrappe selskab.
Kerteminde mødte Kolding i den første kamp og scorede 60 point for alle gærder. Niveanthan Pirabatharan scorede 27 point. Kolding overgik denne score for tabet af bare 2 gærder. Andreas Rasmussen 1 gærde for 10 point.
I den næste kamp mod Husum fik Kerteminde bedre gang i scoringen. 117 point blev det til. Igen var Niveanthan Pirabatharan topscorer med 27 point mens Farhat Abir scorede 26 point, begge to not out. Saad Naeem lavede 21 point. Trods den fine score måtte Kertemindespillerne se Husum passere og lave 119 point for tabet af 3 gærder med seks bolde tilbage.
I den sidste kamp mod Herning kom Kerteminde ud for et sammenbrud ved gærdet, idet det kun blev til 41 point på bare 6 over. Dette overgik Herning nemt med 45 uden gærdefald på 4 over.
Dermed endte Kerteminde på 4. pladsen. Husum blev med 6 point vinder af stævnet mens Herning blev nummer 2 med 4 point mens Kolding blev nummer 3 med 2 point. (BEN)