(Artikel fra Jysk Fynske Medier)
Den danske landsholdspiller i cricket, Frederik Klokker, som er bosiddende i Kerteminde, satser Irsk frem mod efterårets VM-turnering i Los Angeles i USA. Da VMs kampe afvikles på græspitche så har en af holdets bedste gærdespillere valgt at drage udenlands i forsøget på at skaffe Danmark oprykning til 3. division. Forud for starten på den danske turnering i forrige weekend blev det offentliggjort at Frederik Klokker frem mod efterårets VM skal spille for den Irske topklub The Hill CC i den irske 50 overs turnering. I modsætning til den danske turnering, som spilles på kunststofpitche, så spilles der i Irland på græs, som er det originale underlag, når der spilles cricket på topplan rundt om i verden.
På den sidste dag i april debuterede Frederik Klokker som amatør for sin nye irske klub og det blev en kæmpe succes for danskeren. The Hill CC var først i marken og her måtte de se modstanderne fra Pembroke score hele 299 point for tabet af 6 gærder på de 50 overs, men spillerne fra Hills CC gik frisk til sagen med Frederik Klokker som åbningsgærde. Klokker spillede som i de bedste professionelle dage i England og forsvarede sit gærde på bedste vis fra start til slut og endte som sit holds helt store gærdespiller med en score på hele 161 point not out og var dermed en væsentlig årsag til at Hill CC kunne score 300 point for tabet af bare 5 gærder. I den flotte score, som er ny rekord for Hill CC scorede Frederik 21 firere og en enkelt sekser. Oven på denne flotte debut, så ville Hill CC gerne have haft Frederik Klokker til at spille alle kampene for dem i den kommende sæson, men Frederik Klokker har i samråd med sin familie valgt at holde sig til den oprindelige aftale med at spille 7-8 kampe for den irske klub samtidig med at han spiller et antal kampe for sin danske klub Skanderborg, som er forsvarende danske mestre. Her spillede Frederik Klokker søndag en fremtrædende rolle, da Skanderborg vandt over en af de formodede værste konkurrenter, Svanholm, med 50 point. Her kunne Frederik ikke helt leve op til sin irske rekordscore, men 46 point blev det da til fra det fynske bat.
Det skal blive spændende at følge Frederik Klokker videre kamp hen over sommeren og efteråret mod forhåbentlig dansk succes ved VM til oktober.(BEN)